Skærmpolitik på Humlebæk lille Skole

Skærmpolitik på Humlebæk lille Skole

På denne side

”Det er en temmelig krævende affære at være barn og ung i dag. Der er så mange muligheder og så mange spørgsmål, man skal tage stilling til. Kravene vokser, og der er meget at vælge imellem. Verden presser sig på, ikke mindst den nye teknologi (…) Vores elever skal lære at forholde sig kritisk...”

– Uddrag fra skolens værdigrundlag

humlebæk lille skole — logo mark

Skærmpolitik?

Skærmdiskursen fylder mere og mere i samfundet og med god grund. Den digitale teknologi udvikler sig i rasende hast og har en anseelig indflydelse på alles hverdag, herunder børn og unges skoleliv. Holdningerne til børn og unges brug af skærme er mange og er generelt blevet mere markante end for blot få år siden. Derfor har skolen valgt at udarbejde en skærmpolitik, hvor vi beskriver vores ståsteder og de bagvedliggende tanker.

Vi synes, at det er vigtigt, når man taler om skærme at forsøge at skille tingene ad og kigge på den kontekst, hvor skærmene benyttes. Vi mener overordnet set, at børn og unges skærmbrug er en markant udfordring for nærværet og de sociale muligheder, det analoge fællesskab tilbyder. Samtidig rummer den digitale teknologi nogle andre positive muligheder og er en naturlig og væsentlig del af fremtiden.

Som skole er vi nødt til at forholde os til de aspekter af skærmdiskursen, som trækker tråde ned i skolehverdagen, og har betydning for børnenes fællesskaber og trivsel, og hvor vi, gennem vores pædagogiske erfaringer, mener, at vi kan retfærdiggøre at have en holdning til elevernes brug af skærme. Der er også aspekter af skærmdiskursen, som ikke direkte berører skolehverdagen, og hvor vi derfor ikke har erfaringer og holdninger som skole.

Skærmdialog på forældremøder i Slusen og Midten

På Humlebæk lille Skole vil vi gerne skabe nogle konstruktive fælles rammer for dialog og støtte op om, at klassernes forældre forholder sig til børnenes brug af skærme og sociale medier. Vi ønsker at starte en åben dialog, som måske kan ende ud i nogle fælles aftaler i klasserne og som kan justeres i takt med, at eleverne bliver ældre.

For at sikre en konstruktiv ramme og for at være på forkant, vil skolen facilitere skærmdialogen på et forældremøde i 1. klasse, hvor vi afsøger muligheden for at klassens forældre får lavet nogle konstruktive forældreaftaler om børnenes skærmbrug, når de er sammen med andre børn fra klassen.

I 4. klasse genbesøger vi aftalerne fra 1. klasse og faciliterer derudover en dialog om alderssvarende emner, eksempelvis sociale medier.

Skolen forholder sig kun til den del af skærmdialogen, der omhandler legeaftaler og arrangementer, hvor to eller flere elever fra klassen er sammen.

Mobilfri skole- og klubtid

På Humlebæk lille Skole er nærværet med og mellem eleverne fundamentet i vores daglige samvær. Vores erfaring er, at elevernes mobiltelefoner kan stå i vejen for det ønskede nærvær, og derfor har vi de sidste 10 år samlet elevernes mobiltelefoner ind i Midten og

Overbygningen, når første lektion starter. Fra skoleåret 2025/2026 må eleverne ikke have mobiltelefoner eller computere fremme, når de befinder sig på skolens område, medmindre disse bruges til skolerelevant arbejde. Dette gælder både før, under og efter skole-/klubtid.

I OB (7. - 9. klasse) bliver mobiltelefonerne indsamlet og låst inde i et skab, når skoledagen starter. Mobilerne bliver udleveret efter skoledagens sidste lektion. Hvis en lærer eller pædagog vurderer, at der er et pædagogisk eller didaktisk sigte, hvor mobiltelefoner kan være et konstruktivt værktøj i elevernes læringsproces, kan mobiltelefoner inddrages i undervisningen. Det må dog aldrig være en nødvendighed for undervisningen, at eleverne har smartphones, da det er op til den enkelte familie, hvornår det er passende at få en smartphone. I forbindelse med udlandsrejser i OB, har eleverne mobiler med, da de færdes på egen hånd.

I Midten (4. - 6. klasse) bliver mobiltelefonerne indsamlet og låst inde i et skab, når skoledagen starter. I løbet af dagen er der en ansat fra Midterklubben, der transporterer mobilerne over i Midterklubben, hvor eleverne får dem udleveret om eftermiddagen, når de skal hjem fra klub.

I Slusen (0. - 3. klasse) er der få elever, der har mobiltelefoner med i skole. Vi samler dem derfor ikke samlet ind i Slusen, som man gør i Midten og i OB, da vi ikke vil sætte unødigt fokus på mobilerne. Hvis et slusebarn har mobil med i skole, skal mobilen afleveres om morgenen til den klubmedarbejder, der er i Klubben og afhentes om eftermiddagen efter klubtid.

Computere og Ipads

På Humlebæk lille Skole skal eleverne selv medbringe en bærbar computer fra og med 5. klasse. Elevernes computere skal blive i tasken, medmindre de benyttes til skolerelateret arbejde. Skolen stiller Office365 til rådighed, og i slutningen af 4. klasse udsendes en download-instruktion til Officepakken, som skal downloades hjemmefra.

Op til 5. klasse har skolen flere klassesæt af Ipads, som skolens klasser kan benytte efter behov. Skolens firewall er indstillet, så den spærrer adgangen til ikke-relevante hjemmesider, apps og tjenester, såsom sociale medier, spil, porno, shopping, gambling og gaming. Dette kan nogle elever måske omgå på forskellige måder, men vi ønsker at sende et signal til eleverne om, at skærme på skolen er et værktøj, der udelukkende skal bruges til at styrke elevernes læring.

Digitale kompetencer og færdigheder

Fra 5. klasse, hvor eleverne skal medbringe egen computer, opøves almene IT-færdigheder, så eleverne bliver i stand til at benytte Word, Excel, Power-point og Teams.

Op gennem klasserne benyttes der i stigende grad diverse undervisningsportaler. Eleverne skal kunne søge efter konkret og relevant information, og de skal kunne henvise til kilder og kunne forholde sig kildekritisk.

Derudover skal eleverne kende reglerne for brug af billeder fundet på nettet samt have kendskab til databaser, hvor man kan hente og bruge billeder uden brug af copyright.

Ovenstående færdigheder videreudvikles op gennem skoleforløbet.

Skolens elever vil vokse op i en virkelighed med AI, datadrevne systemer og online identitet. Derfor er vi som skole bevidste om, at vi på sigt ser ind i, at vi har en voksende opgave med at styrke eleverne til at indgå i et kritisk digitalt medborgerskab.

humlebæk lille skole — faglighed

Digital trivsel

I 4. klasse har eleverne et forløb med deres klasselærer om digital trivsel. Temaerne er eksempelvis; rettigheder og sikkerhed, billeddeling, tryghed og sprogbrug.

I 7. klasse inviterer skolen en SSP-medarbejder fra Fredensborg kommune ud i klassen. Her vil SSPmedarbejderen tale med eleverne om eksempelvis passwords, grooming, billeddeling, lovgivning samt samtykke og konsekvenser.

Herudover er det vigtigt, at klassens forældregruppe sørger for at have en rettidig og konstruktiv kommunikation, hvis der er opstået udfordringer mellem to eller flere børn online.

Hvis der er opstået sociale online-udfordringer, der er relevant at få diskuteret med hele forældregruppen, er det vigtigt at få skrevet til klasselæreren i god tid, så emnet kan blive sat på dagsordenen på det kommende forældremøde.

Filmvisning i skole-/klubtid

I skolen og i klubtid vises der nogle gange film for eleverne. Filmene kan både have et pædagogisk og/eller didaktisk sigte, men der kan også blive vist film for hyggens skyld, da vi mener, at positive fælles referencer, hvor eleverne ikke føler, at de skal præstere, kan være sundt for et klassefællesskab. Her kan film være velegnede.

I spisesituationen er udgangspunktet, at der ikke bliver vist noget på skærm eller projektor, da vi gerne vil understøtte en rolig stund omkring spisningen med enten højtlæsning, samtale eller fællesskabende aktiviteter.

Øvrige retningslinjer

  • I en del klasser opretter eleverne en klassechat på Snapchat eller lignende socialt medie, hvor klassens elever kan kommunikere sammen. I disse tilfælde er det vigtigt, at forældregruppen sikrer sig, at alle elever i klassen har fået en invitation til at være med. Vi opfordrer samtidig kraftigt til, at forældregruppen bliver enige om et tidspunkt på døgnet, hvor klassechatten lukker ned.

  • Ved aflevering og afhentning af børn samt til arrangementer på skolen (fællesspisning, sommerfest, julemarked, p-dage, lejrskoler m.m.) opfordrer vi forældre til at være forbilleder i forhold til egen brug af mobiltelefon.

  • Forældre og børn på skolens matrikel må ikke tage eller dele billeder eller optage video eller lyd af andre uden tilladelse. Skolens personale må tage billeder og video i henhold til skolens gældende GDPR-regler.

Generelle anbefalinger til forældre

På Humlebæk lille Skole anbefaler vi, at alle forældre læser og forholder sig til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger for brug af skærm: 

link til Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Revidering

Den digitale teknologi er i konstant udvikling, og derfor vil skolens skærmpolitik blive revideret løbende.

Senest revideret 14.09.2026

Download skolens skærmpolitik som PDF
humlebæk lille skole — målet
chevron-down