lejrskoler

lejrskoler

Kender du det?

”Om aftenen var der ild i pejsen, lærerne gav vin Vi sang med på Smukke Charlie, du ved, den med Gasoliiin”

(Søren Kragh-Jacobsen 1975)

På Humlebæk lille Skole giver lærerne ikke vin, pejsen er for det meste byttet ud med et lejrbål, og så synger vi nok nærmere ”Langebro”. Men stemningen kan man sagtens genkende, når man er på lejrskole.

Og lige netop lejrskolerne prioriterer vi meget højt. Det er noget vi skal blive ved med at have tid og råd til. Hvert eneste år er samtlige klasser afsted. Nogle klasser endda flere gange om året.

Lejrskolerne en stor del af den samlede pakke på Humlebæk lille Skole, og vores udgangspunkt er altid, at det er vigtigt for den enkelte og for fællesskabet, at alle er med på turen.

humlebæk lille skole — lejrskoler
humlebæk lille skole — lejrskoler

”Alle børn og unge har meget at lære. Vi mener, at man bedst lærer, hvis man selv tør tro på egne evner. Det er de små sejre, der er med til at give en troen på, at man kan, og viljen til at ville endnu mere.

Det betyder: at vi opfatter det som en af skolens største opgaver at skikke vores elever til at turde kunne og turde ville.”

— uddrag fra skolens værdigrundlag

Vi tror på, at det er rigtig sundt for børn, i en kort periode, at prøve at være afhængige af nogle andre end deres forældre. På lejrskolen er man afhængig af lærerne og klassekammeraterne. Man er afhængig af det fællesskab, hvor man til daglig færdes. Når vi har været på lejrskole, så trækker det tråde ind i den efterfølgende hverdag og højner kvaliteten af fællesskabet og det daglige samvær. Man ser anderledes på mennesker, som man har delt en rulle mariekiks med i et stopfyldt, forsinket DSB-tog, der bumler tværs over Sjælland.

Vi ved af erfaring, at for nogle børn kan det være en indre kamp, at tage med på lejrskole. Børn er forskellige. De befinder sig i forskellige livssituationer, og det er også forskelligt, hvornår de er klar til at tage med på lejrskole. Det kan være en svær situation som forældre, når ens barn ikke føler sig klar til at komme med på lejrskole. Det har vi fuld forståelse for.

Vi tror ikke, at der findes en mirakelkur. Det må komme an på en afvejning fra gang til gang og fra barn til barn. Vi vil gå i dialog med jer op til en lejrskole, så vi prøver at finde en god løsning.

Vi har gjort os nogle erfaringer gennem årene, som er blevet til fire velmenende råd, som I kan bruge, hvis jeres barn oplever udfordringer ved lejrskolen.

1. Hvis man på forhånd ved, at ens barn har svært ved at tage på lejrskole, er det en god idé at tage kontakt til klasselæreren i god tid. Vi har rigtig gode erfaringer med i samarbejde at finde nogle tiltag, der gør tanken om lejrskolen mere overskuelig (eksempelvis en bestemt sovemakker, en bestemt rutine ved sovetid eller mulighed for en pause i løbet af dagen etc.).

2. Jeres barn må ikke fornemme, at I er usikre på om han eller hun kan klare turen. I skal udstråle, at I er glade for, at jeres barn er så heldigt at få muligheden for at komme på lejrskole.

3. Det er en god idé, at lade sit barn sove ude hos venner og bedsteforældre inden lejrskolen. Jo flere gange, jo bedre.

4. Vi har erfaret, at det ikke gør det nemmere for barnet, hvis man i bedste mening siger, at der er mulighed for at blive hentet ved hjemvé. Vi har gode erfaringer med at eventuelle bagdøre aftales i trygt samarbejde mellem de voksne i skolen og forældrene inden lejrturen.

Som lærer på Humlebæk Lille Skole er noget af det bedste ved at tage på lejrskole at sidde i toget på vej hjem og kigge på børnene. De virker altid glade. Og trætte. Rigtig trætte. Det er vi alle sammen, for vi har været i samme båd. Det virker også som om, at børnene er blevet lidt større. Mere selvsikre. Stolte over, at de gjorde det. Det virker som om, at de glæder sig til næste gang, de kan stikke af…. sammen.

”Babada ba baba ba ba ba ba badaba…”

(Søren Kragh-Jacobsen 1975)

Hvis man vil læse mere om hjemve, kan følgende artikel af Mogens A. Lund (speciallæge i børnepsykiatri) anbefales:

https://www.berlingske.dk/samfund/det-er-sundt-at-laenges

chevron-down