At starte i skole er en stor begivenhed i et barns liv. Den trygge, kendte hverdag fra børnehaven eller hjemmet, hvor barnet føler sig hjemmevant i sine omgivelser, rutiner og relationer, bliver skiftet ud med en ny og ukendt hverdag. Det stiller store krav til de nye omgivelser, om at skabe tryghed og overskuelighed i overgangen, for at sikre at barnet på ny kan opleve at "høre til og være en del af".
På Humlebæk lille Skole gør vi os store bestræbelser på at sikre en vellykket overgang til skolelivet i vores før-skole-tilbud, som vi kalder Majbørnsforløbet.
Allerede inden majbørnene starter, inviteres børn og forældre på besøg på skolen, hvor en af de andre klasser har forberedt en aktivitet - fx. en skattejagt. På den måde har børnene allerede besøgt skolen, mødt de kommende klassekammerater, nogle af de større børn på skolen og nogle af de voksne, som de vil være tættest på i den første tid på skolen. Derved får børnene lidt mere indhold at danne forestillinger ud fra, så begrebet at "gå i skole" bliver mere konkret for børnene.
Når børnene starter i Majbørnsforløbet, får de base i Klubbens lokaler, hvor de sammen med nogle få gennemgående medarbejdere fra Klubben, har et fast dagligt program med samling og aktiviteter. I hverdagens aktiviteter er der fokus på at børnene lærer hinanden at kende, og på at skabe og understøtte fællesskab og relationer i den nye børnegruppe. Derudover er der fokus på at børnene vender sig til de nye hverdagsstrukturer og rutiner.